• Storstilet aktion på Sjælland: Ti personer anholdt i kæmpe sag om hvidvask

    Source: BDK Finans / 21 Nov 2024 09:28:08   America/New_York

    De store sager om hvidvask og fakturafabrikker fortsætter med at pible frem. Torsdag morgen har Københavns Politi således anholdt ti personer, hvor af de otte er blevet udstyret med sigtelser for grov hvidvask af mindst 45 millioner kroner. De to øvrige er sigtet for skatte- og momssvindel. Det skriver politiet i en pressemeddelelse. Her fremgår det også, at de omtalte er »mistænkt for i forening at have drevet et hvidvasknetværk med fem selskaber, som har fungeret som fakturafabrikker«. Fakturafabrikkerne har ifølge politiet udstedt fiktive fakturaer til en lang række danske virksomheder, som typisk vil have brugt dem til svindel med moms og skat. »Forud for aktionen har vi gennem længere tid efterforsket hvidvasknetværket. Efterforskningen fortsætter, og jeg kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser i sagen,« udtaler vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen i pressemeddelelsen. I forbindelse med dagens aktion blev 17 forskellige adresser på Sjælland ransaget, ligesom der blev beslaglagt både kontanter, telefoner og computere. En lille håndfuld af de anholdte ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag med krav om varetægtsfængsling. »Et enormt problem« Torsdagens aktion er blot den seneste i rækken af store sager om hvidvask og fakturafabrikker, der blandt andet dækker over sagerne »Operation Outpay«, »Operation Greed« og »Operation Ozark«. Sagerne er kendetegnet ved, at kriminelle har brugt fiktive fakturaer til at sløre pengenes ulovlige oprindelse. For få måneder siden kaldte Lasse Boje, direktør for National enhed for Særlig Kriminalitet, de mange sager for et »enormt problem for vores samfund«. »I mange tilfælde stammer pengene fra grove forbrydelser som salg af våben og narko. Fakturafabrikkerne bruges også til at hvidvaske sorte penge, som føres uden om statskassen, så vi andre skal betale mere i skat,« sagde han i den forbindelse til Berlingske. Ifølge Lasse Boje skal de mange sager om fakturafabrikker ses i lyset af, at det er blevet sværere at hvidvaske gennem banker og vekselkontorer. De kriminelle er derfor begyndt at tænke i nye baner, og her benytter de i højere grad selskabsstrukturer, lyder politichefens analyse. »Det vil ofte være i form af en fakturafabrik. Men sådan en kan de kriminelle ikke selv sætte op. Og det er i min optik grunden til, at koblingen mellem de kriminelle miljøer og det, som vi kan kalde 'Overdanmark', er øget over de seneste år,« fortalte Lasse Boje. https://www.berlingske.dk/virksomheder/storstilet-aktion-paa-sjaelland-ti-personer-anholdt-i-kaempe-sag-om
Share on,